Galleri Visby
Kurser og events

Kurser og arrangementer

Ferniseringer



  • Mød kunstnerne bag vores 5 årlige særudstillinger


Hvert år har vi 5 skiftende særudstillinger i den gamle hestestald, hvor vi præsenterer 2-3 kunstnere, altid en keramiker og oftest sammen med en billedkunstner. Vi holder fernisering fra kl. 14-16 den fredag, hvor udstillingen åbner. Vi serverer et glas vin og kunstnerne fortæller om deres kunstneriske virke. 


Du kan se kunstnere og udstillingsperioder nederst på siden.


Vil du gerne have yderligere information om hver udstilling, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her

Malerkursus med Elsebeth Sommer


  • den 24.-26. juli med fokus på sanserne og fyldt med inspiration


Billedkunster Elsebeth Sommer gentager succesen fra sidste år og afholder igen malerkursus på Mårupgård. Elsebeth er uddannet fra Århus Kunst-akademi og har arbejdet med kunst i mere end 30 år. Hun har udstillet på en række danske gallerier og er også en af vores faste udstillere i galleriet. Så vi er rigtig glade for, at vi igen har muligheden for at udbyde Elsebeths malerkursus.

 

På kurset holdes oplæg med fotografier omkring Land Art og den stilart oversættes til maleri. Der undervises i at anvende forskellige materialer på lærred fx som træsnit, sølv, kobber, sand, jord og ler – noget som Elsebeth har mange års erfaring med og som hun glæder sig til at dele ud af.


Har du lyst til at deltage, kan du læse mere om Elsebeths malerkusus her

Keramikkurser med Dorte Visby


  • Åbne værkstedskurser, drejekurser og glasurkurser


Dorte står i spidsen for en række keramikkurser henover året. Vi udbyder i år en ny type glasurkursus, hvor fokus er på forskellige glaseringsteknikker og på at opnå et godt resultat. Der arbejdes med glasurer og deres anvendelse, og hvad gode brugsglasurer er. I november udbyder vi som tidligere et kursus i  grundlæggende glasurkemi.


På de åbne værkstedskurser tilrettelægges undervisningen efter kursisternes ønsker, lyst og kunnen. Kurserne strækker sig fra mandag morgen til fredag middag, og hvis der er ledige pladser, er det også muligt at deltage bare et par dage eller tre. I er altid velkomne til at kontakte os og høre om der er ledige pladser. Desuden udbyder vi også weekenddrejekurser. 


Læs mere og se tider og priser på www.dortevisby.dk

Sans - keramik og gastro


  • Mød Dorte Visby og køkkenchef på Villa Vest Anders Kiel Holm


Den 24. marts kl. 15 inviterer Dorte og Anders til fortælling om keramiske former og funktioner til madlavning.


Dorte Visby og Villa Vest har siden 2015 samarbejdet om udvikling af keramisk service, som Villa Vest serverer på i restauranten. Serien tæller ca. 20 forskellige designs – og flere kommer til hvert år. Alle designs er udviklet i tæt samarbejde, så funktion, form og servering komplementerer hinanden.


Denne eftermiddag sætter Dorte sig ved drejeskiven og sammen lader Anders og Dorte inspirationen flyde, så nye former opstår.


Du kan læse mere om arrangementet på galleriets FB side

Sans kunstnerne bag de Arbejdende Værksteder


  •  En 2,5 km. gåtur fyldt med spændende fortællinger og frisk luft


Du bliver guidet rundt til de Arbejdende Værksteder i Lønstrup af kunst- og kulturformidler Lina Franke Hedegaard. Hun vil med stor indlevelse og indsigt fortælle om kunstnerne og deres passion, og fortælle historien om, hvordan det blev muligt for kunsthåndværkerne og kunstnerne at indtage Lønstrup og på den måde være med til, at byen og egnen fik en ny identitet.


Mange af de Arbejdende Værksteder har særskilte events i løbet af påsken. Se mere på de enkelte værksteders FB, Instagram eller hjemmeside. Her finder du også åbningstider.


Læs mere på de Arbejdende Værksteders facebookside

Sans og find de gule stole i Lønstrup


  •  Besøg de Arbejdende Værksteder i påsken


Hvis du holder af at SANSe kunst og kunsthåndværk og gerne vil høre den spændende fortælling om kunstnerne, deres håndværk, processerne og inspirationen bag, så kom til Lønstrup i påskeferien og se efter de gule stole. Ved dem finder du de Arbejdende Værksteder, som er en gruppe kunstnere og kunsthåndværkere, der lever og ånder for deres håndværk og derfor holder åbent året rundt. De holder af at fortælle om deres passion, så du har en god chance for at få en ekstra oplevelse med hjem.


Læs mere på de Arbejdende Værksteders facebookside

Dorte Visby keramik 2. sorteringsalg


  • Kom og gør et godt køb


To gange om året holder vi 2. sorteringssalg på Dorte Visbys keramik. I Kr. Himmelfartsferien og i den anden weekend af december. Der er typisk en del brugskeramik men også enkelte unikaværker. Keramikken har småfejl, men anvendelsen fejler ikke noget og den sælges til cirka halv pris.


Begivenheden oprettes på galleriets facebookside, hvor du kan læse mere.

Hold dig opdateret

Vi arbejdende løbende på flere spændende arrangementer, så følg med på denne side eller på galleriets facebookside - så er du altid opdateret. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev, som udkommer ca. 5-7 gange op året om stort og småt i galleriet. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her



På gensyn i Galleri Visby.