14. OKT. - 31. DEC. 2022
ANE-KATRINE VON BÜLOW (KERAMIK)
TINE HIND (BILLEDKUNST)
Fra d. 14. oktober byder vi indenfor til årets efterårsudstilling i Galleri Visby. Denne gang har vi æren af at præsentere keramik af Ane-Katrine von Bülow smukt akkompagneret af malerier af Tine Hind.
Vi skænker traditionen tro et glas vin op til de besøgende på åbningsdagen for udstillingen og begge kunstnere vil være til stede i galleriet fra kl. 14-16, hvor de vil fortælle lidt om dem selv, deres værker og deres inspiration.
Udstillingen løber frem til d. 31. december, og kan opleves i hele galleriets åbningstid. Du er naturligvis også altid velkommen til at kontakte os på telefon eller mail, hvis du har spørgsmål eller købsønsker. På galleriets facebookside vil der umiddelbart efter åbningsdagen blive oprettet albums med billeder af alle udstillingens værker med priser og mål.
KERAMIK
Præcision på porcelæn
Keramiker Ane-Katrine von Bülow er indbegrebet af en kunsthåndværker, der gør brugsting til kunst. Hendes værker balancerer hårfint mellem åbenlys funktion og sublim æstetik, hvor skåle har været von Bülows signatur igennem fyrre år. En signatur, der er blevet udviklet og raffineret igennem tiden, for den næste skål kan altid blive bedre, mere præcis, mere fuldendt. ”Jeg laver ikke en ny, men endnu en,” som hun siger, og netop den motivation driver hende til at skabe genstande, hvor håndværk og proces kan aflæses i dem.
Ane-Katrine von Bülow er en keramiker med en særlig evne og sans for at berige hverdagens rum og rutiner. Og denne meningsfulde og kunstneriske ambition er en grundlæggende del af hendes identitet som formgiver. En formgiver, der frydes over at skabe smukke ting, man kan bruge til noget, og som har viet sit liv til at formidle form og mønstre i et af jordens ældste materialer: ler.
Det hvide porcelænsler med de sort/hvide mønstre er kort fortalt von Bülows univers. Klassiske former med serigrafiske tryk, der tager afsæt i naturens konkylier, kogler og blomster. Mønstre, der snor sig i spirallinjer i et uendeligt Fibonnaci-lignende system, bliver ved hjælp af et 3D-computerprogram tilpasset den individuelle form og overføres til papir via en trykramme – en analog teknik brugt af stoftrykkere og serigrafer. Mønsterstykkerne applikeres efterfølgende på den støbte porcelænsform.
Når det grafiske tryk svøber skålen eller vasen i et heldækkende mønster, venter glasering, brænding og som oftes ombrænding – for de sort/hvide dekorationer skal stå med et enkelt, minimalistisk, men stærkt udtryk. Objekter, hvor form og udtryk bliver en integreret del af hinanden og fremstår som vibrerende musikalske udsagn. Som arkitektur i brugsform, hvor det negative og positive rum, det digitale og det analoge, det kunstneriske og det brugsmæssige interagerer i frugtbar samklang.
Men også farver er begyndt at snige sig ind i produktionen. Og en serie monocrome vaser og trekantformer vil blive vist, side om side, med de sort hvide værker på Efterårets udstilling i Galleri Visby
Ane-Katrine er uddannet på Designskolen i Kbh. Efter de indledende studier tog hun på en to års lang dannelsesrejse. Rejsen blev et vendepunkt, hvor særligt Japan satte dybe spor. Her blev den unge formgiver fascineret af japansk æstetik og lærte sig traditionel Sumi-e-kaligrafi, der åbnede begejstringen for det sort/hvide univers. Tilbagevendt gjorde hun studiet færdigt og blev sideløbende med sin praksis underviser på Danmarks Designskole i mere end 20 år (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering), hvor hun sammen med daværende studieleder Snorre Læssøe Stephensen udviklede den første prototype af porcelænsler til værkstedsbrug, som keramikere i dag tager for givet.
Von Bülow har igennem sit virke modtaget en lang række anerkendelser og priser og er bl.a. optaget i The International Academy of Ceramics IAC. Hun er desuden repræsenteret på museer i Danmark, Sverige, Tyskland, Frankrig, Korea og USA, og har udstillet i ind og udland igennem alle årene, ligesom hun i 7 år var en del af Butik for Borddækning. Her udstillede og solgte en håndfuld kompetente formgivere udsøgt kunsthåndværk, der drog omsorg for bordets glæder og bragte borddækning og fornemmelse for kvalitet og håndværk opløftende steder hen.
.
Få indblik i hendes arbejdsproces i filmen ”Grafisk Porcelæn” på
Af Charlotte Jul
BILLEDKUNST
Dette års efterårsudstilling præsenterer også værker af Tine Hind.
For Tine er det sanserne der bestemmer:
Indtryk fra mine nære omgivelser, hvad der sker i det nære og på globalt plan, skaber grundlaget for mit arbejde. Jeg er uddannet grafiker og tegningerne såvel som håndværket har haft stor plads i mit værk. Lyset og mørket er blevet ved med at være vigtigt.
Det er vidunderligt hvordan billedsproget, udtrykket og materialiteten kan blive ved at forandre sig gennem et liv. Det er slet ikke altid, jeg er klar over, hvor det vil føre mig hen, når jeg går i gang med et værk. Det starter med en trang, at tænderne løber i vand, når jeg tænker på et bestemt materiale, og så er det den vej, jeg går! Når først jeg har sat en proces i gang, opstår dialogen mellem mig og forskellige materialer og metoder. Er dialogen der, er jeg ikke længere alene, men har en partner. Måske taler udtrykket til mig på en måde, som gør, at jeg får lyst til at dele det med andre. For at det kan ske må der ligge noget personligt og samtidig alment som en tone gennem det hele.
Værkerne til denne udstilling er dels akvarel dels højtryk. De er relaterede til Gellerupparken hvor jeg bor og til alt det der sker omkring os, i verden, hvordan jorden bliver mindre og mere sårbar, hvordan det der sker på den anden side af kloden nu er vedkommende på en ny måde.
Et af de værker Tine medbringer kalder hun 'Stiger ind i Intetheden'/'Rising into the Nothingness'
Om værket siger Tine således:
Motivet er opstået ved gentagne trykgange af forskellige laserskårne stokke til højtryk, bl.a. de senest producerede som er hentet fra billeder af det synderbombede Aleppo i Syrien. Løsrevne huse vidner om krig – det at miste alt og være truet på sit liv.
Oprindeligt var værket tænkt til en udstilling i Polen (april – september 2020), men det blev ikke færdigt til tiden. Den overordnede titel var Apokalypse og de deltagende kunstnere var inviteret til at vælge et kapitel i Johannes Åbenbaring/Book of Revelation – at arbejde over.
Jeg valgte kapitel 18, som handler om Babylons fald, om overflod, overforbrug – Englens vrede over den overdrevne grådighed – som i vores nutid - skønt Corona Englen trak håndbremsen, allerede er løbet løbsk igen – hvordan menneskeheden er vedblevet med at leve højt og hensynsløst på hinanden og jordens bekostning.
Værket ’Rising into Nothingness’ åbner den tanke, at vi kommer til at opleve en total forandring på jorden men, at uanset hvad der sker, vil noget som er langt større end det menneskeskabte, bestå.
Tine Hind, juni 2020
Se mere på www.tinehind.dk
11. okt. - 30. dec. 2024
EFTERÅRSUDSTILLING
Finn Dam Rasmussen (keramik)
Jorunn Westad (billedkunst)
8. aug. - 5. okt. 2025
Helle Bovbjerg(keramik)
Anneline Schjødt Pedersen (billedkunst)
Marianne Johnstad-Møller (Tekstil)
17. jan. - 9. mar. 2025
Konstancija Dzimidaviene (keramik)
Peter Vilhelm Nielsen (akvarel)
Søndag - tirsdag: kl. 10-16
Onsdag - lørdag: kl. 10-17
Grundlovsdag: lukket
© Copyright. All Rights Reserved.