Galleri Visby
Forårsudstilling 2024

FORÅRSUDSTILLING 2024

22. MARTS - 26. MAJ 2024

ISAK ISAKSSON (KERAMIK)

LINE HOLTEGAARD (BILLEDKUNST)

Krukke af Jens Hostrup - høstudstillingen i Galleri Visby
Rosa bjerge af Melaine Christensen - høstudstillingen i Galleri Visby
Udstillingsplakat høstudstilling 2023

Vi ser med længsel frem mod forårets komme og inden længe siger kalenderen jo heldigvis også forår. De første forårstegn er så småt begyndt at vise sig og inden længe står påsken for døren med masser af kunst og ferniseringer på programmet.

 

Dermed er vi også klar til at byde dig velkommen til fernisering på dette års forårsudstilling i galleriets  gamle hestestald. Her har du mulighed for at møde de to talentfulde og erfarne kunstnere bag udstillingen: billedkunstner Line Holtegaard og den anerkendte svenske keramiker Isak Isaksson – en fantastisk chance for at fordybe dig i deres kunstneriske universer og få indblik i deres inspirationskilder og arbejdsmetoder.

 

Fernisering: 22. marts kl. 14.00 - 16.00

Udstillingsperiode: 22. marts - 26. maj 2024

 

Line Holtegaard er en kendt kunstner i galleriet, hvor mange af hendes dyremotiver har været udstillet, men til denne udstilling, skal vi se en række nye akvareller af hende med fokus på portrætter og naturen. Sammen med Line Holtegaards flotte billeder udstiller keramiker Isak Isaksson sine smukke og eksperimenterende krystalglaserede værker, som er i en klasse for sig.


Udstillingen kan ses frem til den 26. maj i galleriets åbningstid: søndag - tirsdag fra kl. 10 - 16 og onsdag - lørdag fra kl. 10 - 17. Husk endelig at sætte datoen i din kalender, og inviter gerne dine venner og familie til en inspirerende eftermiddag i galleriet. På galleriets facebookside vil der i forbindelse med udstillingen blive oprettet albums med billeder af alle værker med priser og mål. 

KERAMIK

ISAK ISAKSSON / STOCKHOLM

Galleri Visby - Høstudstilling 2023 - keramiker Jens Hostrup

Svenske Isak Isaksson har arbejdet som keramiker siden 1970'erne og har netop haft 50 års jubilæum som pottemager. Han har i alle årene været fascineret af glasurer og eksperimenteret med ler, form, fyring og glasur. Med en kemikers præcision, en enorm stædighed og nysgerrighed har Isaksson brugt år på at udvikle specifikke krystalglasurer med et unikt udtryk.  Efter mange glasurtest med masser af beskadiget keramik og beskadigede ovne som følge af mislykkede brændinger, lykkedes det Isak at skabe noget, der hidtil var opfattet som umuligt: en reduktionsbrændt rød krystalglasur. De karakteristiske krystallinske glasurer er blevet hans kendetegn og har vakt opsigt i Sverige såvel som internationalt.

 

Hvis Isaksson skal sætte ét ord på udstillingen i Galleri Visby, er det ”Fyrværkeri”, fordi den krystallinske glasur ligner små eksplosioner.

 

Selvom Isak Isaksson har arbejdet med keramik i mange år, er han ikke færdig med at eksperimentere og være nysgerrig. Han har stor interesse for den kemiske proces, hvordan forskellige komponenter fungerer sammen på forskellige typer ler i forskellige typer brænding med eller uden iltreduktion og under forskellige kølehastigheder. ”Muligheder for variation er betagende. Hver gang jeg prøver eller opdager noget nyt, åbner der sig nye muligheder og idéer i mit sind”.

 

Isak er i dag en af Sveriges førende moderne keramikere. Hans tekniske færdigheder gav ham en kandidattitel i 2019. Tre af Isakssons keramiske værker  indgår i samlingerne på Nationalmuseet, Sveriges Nationalgalleri.

BILLEDKUNST

LINE HOLTEGAARD / KØBENHAVN

Galleri Visby høstudstilling 2023 - billedkunstner Melaine Christensen

Line Holtegaard er uddannet grafisk formidler og har i mange år arbejdet som Creative Director på forskellige danske magasiner.


Hun har deltaget i tv-programmet “Danmarks bedste portrætmaler” og er repræsenteret på et udvalg af gallerier i Danmark, hun har udstillet i udlandet og illustreret for modebranchen. Lines værker er på papir eller lærred, ofte naturalistiske med knald på farverne og fokus på detaljen. Portrættet fascinerer hende meget og at hun også elsker naturen, blomster og dyr ses tydeligt. 

 

Om sine værker siger Line: ”Har vi mistet forbindelsen til naturen og til os selv? Vi sidder oftest indenfor og kigger på en skærm. Vi har en hel generation af unge digitalt indfødte, som lider under den konstante skærmpåvirkning samtidig med at de kæmper med deres identitet. I disse kunstværker ses naturen kun som en skygge fra blade på et ansigt. Nogle ansigter er fragmenteret. Jeg tager fotos i den sidste gyldne aftensol af mine unge modeller og beder dem om ikke at smile, men bare slappe af i ansigtet. På den måde får man et meget mere ærligt udtryk frem i øjnene. Jeg bruger grene fra min have til at kaste skygger i ansigtet. Vi har flyttet os så langt fra den natur, som vi var en del af og oplever nu alt gennem et unaturligt skærmfilter. Skyggerne, som falder i ansigtet på modellen, symboliserer den svage forbindelse til naturen, som nu er alt der er tilbage.

 

Jeg søger bevidst at indfange en følelse af melankoli i mine værker. Der er en tiltrækningskraft i den smerte og skønhed, der kan findes i melankolien og den har en evne til at inspirere til eftertænksomhed.”


Du kan tilmelde dig Lines nyhedsbrev her:

http://eepurl.com/iKOtHg