Galleri Visby
Sommerudstilling 2020

SOMMERUDSTILLING 2020

12. JUN - 2. AUG 2020

BARRY STEDMAN (KERAMIK)

LENE THOMASEN (TEKSTIL)

Udstillingsplakat - Galleri Visby sommerudstilling 2020
Galleri Visby sommerudstilling 2020 - Barry Stedman og Lene Thomasen
Galleri Visby sommerudstilling 2020 - Barry Stedman og Lene Thomasen
Galleri Visby sommerudstilling 2020 - Barry Stedman og Lene Thomasen

Ved dette års sommerudstilling har vi den store glæde at kunne præsentere helt nye værker af keramiker Barry Stedman (UK), som også udstiller fast i Galleri Visby – som det eneste sted i Danmark. Samtidigt byder vi for første gang velkommen til tekstilkunstner Lene Thomasen, som har arbejdet med værker inspireret af Lønstrup Klint – lavet specifikt til udstillingen.



KERAMIK

BARRY STEDMAN

Med udgangspunkt i en organisk og enkel form - enten løst drejet og manipuleret, eller sammensat af bløde plader, skærer Barry Stedman facetter i leret og giver det markeringer. Barry Stedman har en baggrund indenfor billedkunst, og det fornægter sig ikke i hans dekorationsteknikker. Med en usædvanlig intuitiv og energisk streg påfører han værkerne poetiske og ekspressive dekorationer med mange lag af pigment, begitninger og glasur. Med disse teknikker inspireret af malekunsten skaber Barry Stedman værker, som hylder naturens uperfektheder, og som på forunderlig vis er gennemsyrede af det livlige lys og farve fra en verden i konstant forandring.

Til udstillingen medbringer Barry Stedman en række cremefarvede lertøjsværker med begitninger, stains, oxyder og og glasur, brændt ved 1080 grader i en elektrisk ovn.

TEKSTILKUNST

LENE THOMASEN

Tekstil har været Lene Thomasens tro følgesvend i adskillige år. Bag sig har hun adskillige års erfaring med forskellige tekstile teknikker, især indenfor tekstiltryk. Hun er drevet af en kærlighed til sit materiale, som hun lader sig overraske af gang på gang. Omdrejningspunktet er mønstre, flader, strukturer og farver, og der er et tydeligt fokus på håndens arbejde og kunsthåndværkets kvaliteter. Til Galleri Visbys udstilling har Lene Thomasen skabt en række nye værker med titlen ”Himlen over Klinten”. Som noget nyt har hun lagt trykrammen lidt i baggrunden og i stedet arbejdet direkte med forskellige redskaber for at opnå det ønskede udtryk. Inspirationen er Lønstrup Klint med det under- og overliggende hav og himmel, og værkerne er som vokset ud af linjer, flader, strukturer og små fortællinger fra foden af Klinten. I sine tekstile værker har Lene Thomasen har på smukkeste vis inddraget sin fascination af den monumentale virkning, klinten har på hende. Hun citerer med udstillingen her sin egen oplevelse af udviklingen, hvor igennem det tilsyneladende faste fundament bukker under for vandet fra himmel og hav, og blotlægger de oldgamle lerlag.


Udstillingen løber frem til d. 2. august 2020 og kan opleves i hele Galleri Visbys åbningstid – alle ugens dage kl 11-17. Vi tager selvfølgelig vores forholdsregler omkring Covid-19, og sørger for at vi ikke bliver for mange ad gangen i udstillingslokalet. Du finder Galleri Visby på Mårup Kirkevej 62 i Lønstrup.